Efter en utrolig intens måned – juleferie må vi holde en anden gang – er vi nu nået i mål med den løsning, vi skal bruge til vores storskærmsproduktion af VM I HÅNDBOLD hele januar.

Dansk Håndboldforbund skrev kontrakt med ProSonas tilbage i 2018 og siden har vi arbejdet på at lave et helt særlig løsning.

Udfordringen har været at skabe en løsning, hvor vi kan afvikle både video og grafik på de to storskærme i toppen af henholdsvis Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København og dels at vi – synkront med dette – kan afvikle video og grafikbannere på den øvre bande.

En typisk produktion for os – eksempelvis optagelse og livestreaming af en konference – består af skift mellem 3-4 kameravinkler samt en powerpoint. Det er typisk sådan lidt på “gefühl” hvor man laver produktionen efterhånden, som den skrider frem.

Til en så stor event, som et verdensmesterskab, er de fleste ting nøje planlagt. Ligesom der altid er 11 gram løg og én skive syltet agurk i en McDonalds hamburger og det ikke er op til den enkelte på vagten at freestyle lidt og smide en ekstra bøf eller remoulade i efter egen præference, skal der ved hver scoring i de 51 håndboldkampe ske en række ting, der heller ikke rigtig er til forhandling.

Sådan sparer vi 10.000 [potentielt forkerte] tastetryk

Lad os sige at en typisk håndboldkamp består af 50 scoringer. Ved hver scoring skal vi:

  1. skifte fra TV2s livesignal til at vise en video med maskotten Stan, som danser en dans kendt fra Fortnite
  2. 1.5 sekunder senere skal et givent sponsorlogo vises hvis det er mål nr. 6 eller mål nr. 13 (!) og samtidig skal LED-banderne trigges til at vise en “GOOOOAL!”-grafik
  3. 2 sekunder senere skal spillergrafikken hentes ind fra en ekstern computer med spillerdatabasen fra Swiss Time
  4. 3 sekunder derpå skal vi
  5. …. og så sluttes ringen ved at gå tilbage til TV2s livesignal igen og LED-banderne skal tilbage til VM-logo grafik

Den rundtur har vi programmeret ind i vores videomixer og det giver to værdifulde fordele:

  • Vi kan med sikkerhed garantere, at “produktet” bliver ens og følger protokollen
  • Vi slider langt mindre på videooperatøren og produceren, så de laver færre fejl fordi deres hjerner bliver mindre stegte

Vi glæder os rigtig, rigtig meget til eventen og er utrolig stolte af at vi kan være med til at lave sådan en, bogstaveligt talt, gamechanger for en branche!